Kompetencecenter Dyslexia – Kursusforløb for elever med ordblindhed (4.–9. klasse)
På Kompetencecenter Dyslexia tilbyder vi målrettede forløb, der støtter elever med ordblindhed i deres læse- og skriveudvikling. Vores kurser giver eleverne konkrete strategier, stærkere faglige færdigheder og et trygt fællesskab med andre ordblinde børn og unge fra folkeskolerne i Gentofte Kommune.
Elevprofil
Eleven har dokumenteret ordblindhed
Eleven har behov for undervisning i kompenserende it-redskaber
Eleven er motiveret for deltagelse i undervisningen og brug af it-redskaber
Forældrene støtter op om kursus og brug af it-redskaber
Eleven drager nytte af holdundervisning
Eleven skal kunne tages ud af undervisningen i klassen
Eleven er klar til skift mellem skolen og kursus på Kompetencecenter Dyslexia
Optagelse på et kursus
For at blive optaget på et kursus på Kompetencecenter Dyslexia kræver det, at elevens skole har sendt en ansøgning. Ansøgningen udfyldes af både elevens lærere, skolens læsevejleder og elevens forældre, hvorefter den sendes til Kompetencecenter Dyslexia. Ansøgningen indeholder blandt andet en pædagogisk beskrivelse af eleven samt en evt. ordblindetest og Kompetencecenter Dyslexias staveprøve. Der er ansøgningsfrist én gang om året til kommende skoleår. Ansøgningsfristen ligger primo maj.
Elevens hjemskole og forældre modtager inden sommerferien et brev på Aula fra Kompetencecenter Dyslexia om optagelse på kursus og vigtige datoer.
Holdsammensætning
Holdene på Kompetencecenter Dyslexia sammensættes på tværs af kommunens 11 folkeskoler. Holdene inddeles efter læse-staveniveau og klassetrin, samt om eleverne har været på kursus før. Eleverne bliver tilbudt et kursus, der bedst muligt matcher deres individuelle behov. Vi har følgende typer af kurser: Begynderkurser, udvidede kurser (sol og stjerne) og prøveforberedende kurser (8.-9. klasse).
Begynderhold – For elever der er nye i deres ordblindhed
Begynderholdet er for elever, der har brug for en grundlæggende introduktion til ordblindhed og til de digitale hjælpemidler, de skal bruge i hverdagen.
Varighed:
- 8 kursusdage i efteråret
- 5 kursusdage i foråret
Eleverne arbejder bl.a. med:
- Hvad det vil sige at være ordblind
- Brug af oplæsnings- og skriveprogrammet AppWriter
- Strategier til læsning og stavning på eget niveau
- Skriveskabeloner og struktur i skriftlige opgaver
- Samtaler om de følelsesmæssige sider af at være ordblind
Formålet er, at eleverne får en stærk start, oplever mestring og bliver trygge ved at bruge deres hjælpemidler – både i skolen og derhjemme.
Fortsætterhold – Stjernehold
Stjerneholdet er for elever, der allerede har kendskab til deres digitale værktøjer, men som fortsat har brug for støtte til at bruge dem sikkert og selvstændigt i undervisningen.
Varighed:
- 5 kursusdage i efteråret
- 5 kursusdage i foråret
- Efterfulgt af et co-teaching-forløb i elevens klasse
På stjerneholdet arbejder eleverne videre med:
- Strategier i AppWriter
- Styrkelse af eget læse- og skriveniveau
- Overførsel af strategier til den daglige undervisning
Efter kursusforløbet deltager en skolekonsulent fra Dyslexia i elevens klasse i samarbejde med en af klassens lærere. Det sikrer, at elevens nye strategier bliver integreret i den almindelige undervisning.
Prøveforberedende hold – For elever i 8. og 9. klasse
Dette forløb er målrettet elever, der skal til de skriftlige prøver og har brug for at blive helt fortrolige med deres hjælpemidler og prøveformerne.
To muligheder:
- 5-dages forløb: For elever, der har brug for et længere og mere grundigt kursus
- 3-dages boosthold: For elever, der allerede er sikre brugere af deres digitale hjælpemidler
Fokusområder:
- Strategier til de skriftlige prøver
- Effektiv brug af digitale hjælpemidler
- Arbejde med opgavetyper og tidsstyring
Formålet er, at eleverne går til prøverne med ro, overblik og de rette strategier.
Engelskkurser
Vi tilbyder engelskkurser til elever, der er meget udfordrede i engelsk på læsning og stavning. Ansøgningsproceduren er den samme, som til almindelige kurser på Kompetencecenter Dyslexia.
Fokusområder:
- Læsning på engelsk med/uden it
- Skrivning på engelsk med/uden it
- Ordforråd
- Mundtlig og skriftlig formulering på engelsk
Vi arbejder på engelskkurserne med elevernes engelske Bogstav-lydkendskab ved brug af materialet ”Words”. Vi vil derudover arbejde med AppWriter, Google Oversæt og tale-til-tekst på engelsk. Efter kurset vil elevernes forældre modtage en evaluering, hvor man kan læse om, hvad eleverne har arbejdet med.