Se video om, hvordan man kan læsetræne med sit barn derhjemme på vores YouTube-kanal her.
Læselyst
Læselyst er vigtig. Læs gerne sammen med dit barn og i en overkommelig mængde. Det er bedre med 5 minutters højtlæsning for en voksen end 20 minutters stillelæsning alene. I kan også prøve at skiftes til at læse en sætning eller et afsnit ad gangen. Her kan du som forældre samtidig være et en god læse-rollemodel, der bruger gode læsestrategier.
Dit barn kan med fordel veksle mellem at læsetræne og lyttelæse.
Fordele ved lyttelæsning 
- Mulighed for en god læseoplevelse på alderssvarende niveau
- Styrke læseforståelse, ordforråd og tekstforståelse
- Fokusere på tekstens indhold fremfor læsning (afkodning)
- Øge læselysten
I forbindelse med projektet Læsesucces for ordblinde børn - et tværfagligt samarbejde om ordblinde børns læseudvikling (Nationalt Videnscenter for Læsning) er der udviklet en plakat til forældre, som vejleder i gode strategier til lyttelæsning. Hent plakaten i bunden af siden.
Læsetræning 
Læseniveau
Når man læsetræner, er det vigtigt at finde et passende niveau at læse på, så teksten ikke er for let eller for svær.
- Start hellere på et lavere niveau og øg sværhedsgraden gradvist
- Når dit barn læser højt, kan sværhedsgraden være højere, end hvis barnet læser alene
- Hvis dit barn læser alene: Find en tekst, hvor dit barn kan læse 9 af 10 ord uden problemer
Læsestrategier
Før man kan læse hurtigt, er det en forudsætning at man kan læse rigtigt. Elever med læsevanskeligheder/ordblindhed skal derfor ikke træne læsehastighed. De skal i stedet fokusere på at træne at bruge gode læsestrategier, når de møder et svært ord.