Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Skab succesoplevelser for eleven

For elever med ordblindhed kan det blive uoverskueligt med skolearbejde, der involverer læsning og skrivning. Enten fordi teksten er lang og/eller svær, opgaven er bredt formuleret, eller fordi tidlige nederlag i lignende opgaver spænder ben for at komme i gang.

For nogle elever med ordblindhed kan det derfor være svært blive færdig med en opgave eller overhovedet at gå i gang. Det er vigtigt for elevens faglige selvværd, at de får en fornemmelse af at kunne selv og kunne blive færdig med skolens opgaver. Nedenstående er didaktiske tiltag, man som lærer kan anvende for at imødekomme eleven med ordblindhed, og give dem succesoplevelser med skolegangen, der kan være med til at øge elevens faglige selvværd. 

Afgræns opgaven

Det er en god idé at afgrænse opgaven, så den er overskuelig for eleven at gå i gang med.  Det kan både være afgrænsning af tiden (gerne med noget visuelt som en time-timer), fx ”I skal arbejde i 30 minutter og så er der pause. Jeg sætter time-timeren” eller i mængde ”Du skal skrive 5 sætninger og så er du færdig". 

Tilpas mængden

Hvis klassen skal løse en eller flere sider med opgaver, så udvælg opgaver til eleven. Eleven kan løse fx. 3 opgaver i stedet for 10, skrive 5 linjer i stedet for en hel side. Eleven skal stadig løse de samme opgaver, som de andre – bare ikke lige så mange. Dette kan give eleven mulighed for at blive færdig med de vigtigste opgaver og kunne deltage i den efterfølgende snak om emnet i klassen.

Stilladsér opgaven tydeligt for eleven

Skab overblik og struktur ved at inddele opgaven i mindre dele. Dette kan gøres ved hjælpespørgsmål eller ved at anvende skriveskabeloner. Du kan bl.a. downloade skriveskabeloner her. Det er derudover en stor fordel, at eleven ved, hvor meget han/hun skal skrive (fx 5 linjer), og hvor lang tid eleven skal bruge på opgaven (fx 30 minutter).

Fremlæggelser

For nogle elever kan det være krævende og/eller pinligt at fremlægge for klassen, hvis de skal læse højt fra et slide og ikke føler sig sikre på, hvad der står. Lav gerne en klar aftale med eleven om, hvordan de synes det er rart at fremlægge. Man kan bruge disse to metoder til fremlæggelse med it-redskaber:

  • AppWriter kan læse elevens slides/tekst højt til fremlæggelsen.
  • Eleven kan lytte til AppWriters højtlæsning af slides/tekst (med høretelefoner) og gentage eller genfortælle umiddelbart herefter.